Boganmeldelse af Rich Dad Poor Dad | dhandho.dk
Boganmeldelse af Robert Kiyosakis "Rich Dad Poor Dad"

Boganmeldelse

Rich Dad Poor Dad: What the Rich Teach Their Kids About Money That The Poor and Middle Class Do Not

juli 16, 2017

This post is also available in: English

Resumé

  • Forfatteren, Robert Kiyosaki, havde to fædre: 1) sin biologiske, – fattige – far, der arbejdede, sparede intet op og forbrugte sin løn, og 2) sin rige far, der var Roberts bedste vens forælder og forretningsmand med et fokus på at yngle kapital. Den skelsættende forskel var, at ‘fattige far’ arbejdede for penge, hvorimod penge arbejdede for ‘rige far’.
  • Det velhavende luftlag har ofte et hav af aktiver, eks. fast ejendom, aktier, obligationer, ædelmetaller etc., der arbejder for dem. Det lavere sociale lag har passiver, som de tror, er aktiver.
  • Robert mener, at alle bør have en profession og en forretning. Førstnævnte er dit dagligdagsjob; sidstnævnte er de aktiver, der genererer en passiv indkomst for dig, eks. udlejningsejendomme, obligationer, aktier etc.
  • Ansku din økonomi som var det en virksomheds, Dig A/S. Opstil en indkomst- og balanceopgørelse, vær opmærksom på dit cash-flow etc.

I bogen Rich Dad Poor Dad kortlægger forfatteren, Robert Kiyosaki, hvad “de rige lærer deres børn om penge, som middel- og underklassen ikke gør”. Robert har haft to fædre i sit liv: sin egen, og sin bedste vens far. Hans biologiske – fattige – far var underviser; hans rige far var forretningsmand. Hans biologiske far gik dydigt på arbejde, sparede intet op og forbrugte sin løn basalt set hver måned. Forretningsfar arbejdede ikke for penge; penge arbejdede for ham. Han startede et hav af virksomheder, der alle tjente penge for ham uden hans tilstedeværelse eller engagement. Ift. sin karriere og finansielle mindset, fulgte Robert i forretningsfars fodspor. I bogen udpensles de lektioner, Robert modtog af forretningsfar. Jeg har fremhævet et par af disse nedenfor.

Lad penge arbejde for dig
Det er, som nævnt, velkendt at “de rige” oftest har et hav af aktiver, eks. fast ejendom, aktier, obligationer, ædelmetaller etc. “De fattige” har passiver, som de tror, er aktiver. Det klassiske eksempel er ens hus. For mange er dette livets største investering, og “de fattige” anser det som deres mest værdifulde aktiv. Det er dog kun friværdien i huset, der er dit aktiv. Resten er en gældsforpligtelse. Robert mener, at noget først er et aktiv, når det generer et cash-flow eller afkast for dig. Renter på obligationer; gevinst og udbytte på aktier; lejeindtægt på udlejning af ejendomme etc.

Pas din egen forretning
Robert skelner mellem at have en profession og en forretning. Førstnævnte er dit dagligdagsjob, eks. læge, politiker, renovationsmedarbejder, kasseassistent – whatever it might be. Din forretning er dét, du gør ved siden af, der generer en passiv indkomststrøm for dig. Roberts forretning er boligudlejning og køb af ejerandele i start-ups forud for en IPO. Roberts råd er: Find din egen forretning, dygtiggør dig og dyrk den, så er du snart ikke afhængig af din profession.

Forbrug – så betal skat
“De fattige” betaler skat og så forbruger de. “De rige” forbruger, og så betaler de skat. Robert fremhæver, at langt de fleste rige har holdingselskaber eller virksomheder, hvorigennem der købes eks. biler og rejser for før-skat penge. En bil er en firmabil, og en rejse er en bestyrelsesudgift. “De fattige” derimod betaler deres skat først, og hvis der er penge tilovers, så kan de forkæle sig selv med en rejse eller ny vogn. Jeg fraråder dog på det kraftigste at efterleve Roberts tilgang til skattevæsnet; jeg tror hurtigt, at det kunne blive et pinefuldt torskegilde.

Behandl din privatøkonomi som en virksomheds
Robert forklarer, at du bør anskue din egen økonomi som var det en virksomheds. Opstil en indkomst- og balanceopgørelse; vær opmærksom på dit cash-flow; og opbyg Dig A/S. Han understreger gentagne gange, at du bør fokusere kraftigt på opbygningen af en solid aktiv-kolonne, der kan genere frit cash-flow til yderligere udvidelse af din aktiv-kolonne. Med andre ord: Brug overskuddet af dine aktiver til køb af flere aktiver.

Underholdende og letlæselig bog med gode pointer, alle kunne tage ved lære af.

This post is also available in: English

8 likes

Din e-mailadresse vil ikke blive vist.

Bevis, at du ikke er en robot *

x
'Like' dhandho.dk på Facebook for at få serveret bl.a. aktieanalyser og bogsammendrag i dit feed.