This post is also available in: English

Jeg opsnappede Money: Master the Game i en kroatisk boghandel grundet mangel på bedre alternativer. Jeg var nemlig temmelig fordomsfuld overfor forfatteren, Tony Robbins – selvhjælpsguruen der bl.a. er kendt for sine Unleash Your Power Within workshops – hvorfor denne 600-siders moppedreng ikke just var mit førstevalg. Nuvel, nu er den læst, og selvom den ikke pirrede mig synderligt, var der dog et par gode take-aways.

Spillet er rigget
Bogens 2. sektion afslører 9 myter, som Wall Street har prakket på private investorer i evigheder, bl.a. “hvorfor vores administrationsgebyrer er en smal pris at betale!”, “hvorfor vores fond udkonkurrer markedet” og “hvorfor du må tage store risici for at vinde store gevinster”.

Sandheden er dog, at 96% af aktivt forvaltede fonde underperformer markedet – og de resterende 4% af ‘vindere’ varierer fra år til år! Dine chancer for at udvælge en markedstævende porteføljemanager år efter år er derfor basalt set lig nul.

Trods at Wall Street generelt set er gift for privatpersoner, er branchen skræddersyet således, at forvaltere scorer kassen uanset hvorledes fondene performer. De fleste aktivt forvaltede fonde opkræver omkring 2% i gebyrer. Såfremt fonden klarer sig ligeså vel som markedet (hvilket er en sjældenhed), betyder disse 2% i administrationsomkostninger alverden. Over 30 år, bliver hver investeret krone ‘forvandlet’ til 30 kr. med en forrentning på 7%. En forrentning på 5% vil derimod blot beløbe sig til 10 kr. per investeret krone. Dette faktum er grundlaget for Jack Bogles udtalelse om at investere i aktivt forvaltede fonde: “Du lægger 100% af kontanterne, du påtager dig 100% af risikoen, og du får 30% af afkastet.” (s. 481)

Kort fortalt så er spillet rigget i Wall Streets favør. Hvad bør den menige mand gøre?

Passiv allokering, indeksering og diversificering
Tony udtaler, at “kompleksitet er eksekverings fjende.” (s. 31) Han mener, at man ikke bør spekulere i forvaltere, enkeltaktier, makroforhold eller på anden vis ‘implicere’ sig i markedernes bevægelser. Du bør snarere automatisere dine investeringer ud fra nogle principper indenfor porteføljesammensætning/aktivallokering (“asset allocation” på engelsk).

Asset allocation er groft sagt videnskaben om, hvorledes mikset af aktier, obligationer, kontanter, fast ejendom, valuta, råvarer etc. bør være i din portefølje. To spørgsmål bør stilles i denne henseende: Hvilke aktivklasser ønsker du i din portefølje(?), og hvor meget ønsker du af hver klasse? Svarene afhænger af din risikoappetit, alder, indkomst, formue og formentligt et hav af andre faktorer. På baggrund af talrige interviews med investeringstitaner såsom Warren Buffett, Ray Dalio, John Bogle og Paul Tudor Jones konkluderede Tony at “aktivallokering er den vigtigste investeringsbeslutning i dit liv, vigtigere end hvilken som helst investering i aktier, obligationer, ejendomme eller andet. […] Enhver kan blive velhavende; aktivallokering er måden at forblive velhavende.” (s. 297)

Hvordan bør din portefølje så konstrueres? Der er et utal af varianter, og kun fremtiden kan afsløre hvilken kombination, der var bedst. Tony præsenterer dog to konstruktioner, som har produceret høje, stabile afkast med lav volatilitet: David Swensens strategi og Ray Dalios “All Seasons”-strategi. Bemærk at begge er baseret på passive, billige indeksfonde. 

David Swensens porteføljestrategi: David Swensen er hæderkronet indenfor institutionel investering, da han via en uhyre simpel strategi har slået markedet i årtier og 24-doblet Yale-universitetets investeringspulje over 25 år, hvilket svarer til en årlig forrentning på 13,9% – samtidig med at volatiliteten var i bund. Da markedet f.eks. dykkede 50% mellem 2000-2002 faldt Swensen-porteføljen blot 4,5%. “Hvad består porteføljen af?”, spørger du. Udelukkende billige (ÅOP < 0,5%) indeksfonde fordelt således:

• 20% amerikanske aktier.
• 20% internationale aktier.
• 10% u-lands aktier (“emerging markets” på engelsk)
• 20% REITs (indeksfonde af ejendomme)
• 15% langfristede, amerikanske statsobligationer
• 15% TIPS (inflationsbeskyttede statsobligationer)

Med ‘blot’ 1/3 allokeret til obligationer er David Swensens portefølje en kende mere aggressiv/vækstorienteret end Ray Dalios.

Ray Dalios porteføljestrategi: Tony Robbins udlægger denne strategi som den hellige gral for privatinvestorer, da denne porteføljekonstruktion ved backtesting har produceret særdeles stabile årlige afkast på 10% med stort set ikke eksisterende volatilitet. Da ragnarok f.eks. brød ud i år 2008, tabte denne strategi blot 3,9% mens S&P500 var nede med knap 40%. Inden vi ser på konstruktionen, lad os da dobbeltklikke på ræsonnementet bag strategien.

Ray påpeger, at der er fire faktorer, der påvirker et aktivs pris: 1) inflation, 2) deflation, 3) stigende økonomisk vækst, 4) faldende økonomisk vækst. Tony beskriver i forlængelse heraf Rays tankegang: “Når du ser på en akties eller obligations pris i dag, inkorporerer prisen allerede hvad vi (markedet) “forventer” om fremtiden. […]  Det er overraskelserne, der ultimativt bestemmer om en aktivklasse klarer sig godt. Hvis vi får en virkelig god vækstoverraskelse, vil dette være godt for aktier, men ikke godt for obligationer. Hvis vi får et overraskende fald i inflation, vil dette være godt for obligationer. Hvis der kun er fire potentielle økonomiske miljøer eller sæsoner, siger Ray at man bør have 25% af sin risiko i hver af disse fire kategorier. […] Derfor kaldes fremgangsmåden All Weather: fordi der er fire mulige sæsoner i den finansielle verden, og ingen ved hvilken sæson, der kommer næste gang. Med denne tilgangsvinkel er hver sæson altid dækket ind, så du er altid beskyttet. […] Jeg forestiller mig fire porteføljer, hver med den samme mængde risici. Det betyder, at jeg ikke står udsat overfor et bestemt miljø.” (s. 388-389)

Det var lidt af en smøre, men tankegangen ræsonnerer hos undertegnede. Jeg blev dog overrasket over at se fordelingen mellem defensive og vækstorienterede aktivklasser. Men Ray forklarer, at siden aktier er 3 gange mere risikable end obligationer, vil porteføljen naturligt have en overvægt af sidstnævnte. Den anbefalede fordeling er således:

• 7,5% råvareindeks
• 7,5% guld
• 30% aktieindeks
• 40% indeks af langfristede, amerikanske statsobligationer
• 15% indeks af mellemlange, amerikanske statsobligationer

Ja, den virker ved første øjekast særdeles defensiv. Dog viser backtests fra et utal af tidsperioder, som nævnt, at denne konstruktion vrister et stabilt, tocifret afkast af sig med særdeles lidt volatilitet.

Disse er blot eksempler, og du bør skabe en portefølje, som du er tryg ved. Uanset fordelingen, så bør du ifølge Tony automatisere det således at du uagtet af markedernes bevægelser investerer x kroner på y tidspunkt (eks. hvert kvartal) i z aktivklasser. Dette er i overensstemmelse med Jack Bogles citat: “Gør ikke noget, bare stå der!”

Bogen var som sagt en kende lang, og der var i min optik ikke mange guldkorn taget længden i betragtning. Dog gav den anledning til at genoverveje min egen porteføljes fordeling af aktivklasser (som pt. udelukkende er enkeltaktier og kontanter), hvilket vil berøres i et kommende indlæg. Derudover var 6. sektion af bogen, hvor interviews med 12 af mine investeringsidoler gengives, meget spændende læsning. Der er desuden en masse god basisviden, så bogen var bestemt ikke spild af penge eller tid – men ej heller var den en øjenåbner.

This post is also available in: English