This post is also available in: English

Der er gået et stykke tid siden mit sidste indlæg. Årsagen er, at den 700-siders lange Titan: The Life of John D. Rockefeller, Sr. tog en smule tid at tygge sig igennem. Biografien er et dybdegående portræt af en sand forretningskæmpe, datidens rigeste person, største filantrop og Amerikas – i en periode – mest forhadte mand. Fremfor at producere en Wikipedia-artikel over hans liv, vil dette indlæg søge at fremhæve nogle af de karaktertræk, der gjorde titanen så succesfuld.

Rockefeller var … besat af penge
John Rockefellers fader, William Rockefeller, var en plattenslager, der solgte fupmedicin og eliksirer til godtroende amerikanere over hele landet under sit alias, Dr. Livingstone. Udover at være en fupmager, var han besat af penge, som en bekendt udtalte: ”Den gamle mand havde en passion for penge, der grænsede til mani. Jeg har aldrig mødt en mand med sådan en kærlighed til penge.” (s. 24)

Denne tilbedelse af penge gik i arv til sin søn. Det rygtes, at han i sine teenageår engang udbrød: ”Jeg er skæbnebestemt til at blive rig – skæbnebestemt til at blive rig – SKÆBNEBESTMET TIL AT BLIVE RIG!” Han benægter den slags udtalelser har fundet sted, men indrømmer indirekte at han havde en fascination af penge, eks. da han i sine unge kontordage gentagne gange i løbet af en dag åbnede et pengeskab for at beundre en check på $4.000 – et beløb han senere ville hive hjem på en slap eftermiddag.

Rockefeller var … på en hellig mission
De fleste succesfulde personer har haft en særlig mission, vision, et begær eller ønske, der drev til opnåelse af deres målsætninger. For Rockefeller, som var særdeles gudfrygtig og levede et kristent liv efter alle bibelske forskrifter, kom motivet oppefra. John var overbevist om, at Gud havde udvalgt ham til at udvinde olie til gavn for verdens befolkning. Da han begyndte at konsolidere industrien – hvilket han lykkedes med eftersom Rockefeller i perioder sad på 90% af oliemarkedet – parerede han igen blot ordre fra Gud.

Rockefeller var … skruppelløs
John brugte sin himmelske mission som ’undskyldning’ for metoderne hvorpå han konsoliderede olieindustrien. John var, som nævnt, overbevist om at det var Guds ønske, at olien blev udvundet og distribueret billigst muligt til verden. Den eneste måde at opnå dette på, var ved at eliminere konkurrencen og lade ét selskab styre markedet.

Korruption, bestikkelse af politikere, ufine aftaler med jernbanerne og andre mafia-lignende metoder var en del af Standard Oils våbenarsenal i missionen mod olieherredømmet. Hvis en købmand f.eks. nægtede kun at sælge Standard Oil produkter (såsom petroleum) – men derimod også solgte konkurrenternes petroleum – oprettede Standard Oil en butik i samme by og solgte alle de samme produkter til kostpris og drev dermed den ulydige købmand i graven.

Rockefeller var … en kløgtig kapitalallokator
I en ung alder knoklede John med manuelt arbejde i 3 dage for $1. Året efter udlånte han $50 til 7% i rente til en bondemand og indsamlede derfor $3,50 ved at sidde på sin bagdel. Han lærte, at ”det var en god ting at lade penge være min slave.” (s. 32)

Med afsæt I denne lektion traf John et hav af kløgtige investeringsbeslutninger. Han yndede at sige, at man bør ”spare op når man kan, ikke når man er nødt til det” (s. 53), da man så har kapital at investere, når muligheder byder sig. Dette gavnede bl.a. John da han via bagveje hørte, at der ville komme en $2 beskatning på hver gallon spiritus. Før skatten blev indført købte John et ocean af vin og whisky, som han solgte med en $300.000-profit efter skatten blev indført. En atypisk investering for en mand, der ikke rørte alkohol i hele sit liv; besættelsen af penge overvandt velsagtens eventuelle moralske dilemmaer.

Det var ikke kun i private henseender, at John var en dygtig investor. Hans kapitalallokeringsbeslutninger som direktør af Standard Oil var ligeså enestående, hvilket udpensles i næste afsnit.

Rockefeller … skabte verdens første $1.000.000.0000-virksomhed
John startede i oliebranchen i år 1863 som medejer af Andrews, Clark & Co. Virksomheden blomstrede trods tumultariske forhold med to af partnerne: Clark-brødrene. Andrews og John købte disse partnere ud i 1865, hvorfor John i en alder af 25 år var majoritetsejer af Clevelands største raffinaderi.

Fire år senere blev nationen grebet af oliefeber. Enhver ambitiøs mand flokkede til industrien i 1869, hvilket hurtigt skabte overproduktion, priskrig og deprimerede marginer. Det var dette år, at John fik sin åbenbaring om at ”erstatte konkurrence med samarbejde i industrien. […] Han begyndte at forudse et gigantisk kartel, der ville reducere overkapacitet, stabilisere priser og rationalisere industrien.” (s. 130) Da han så muligheder i enhver katastrofe, greb han chancen og opkøbte et hav af raffinaderier i de kommende år, især imod enden af krisen. Alene mellem 17. februar og 28. marts 1872 opkøbte det tidligere partnerskabet –nu  under fanen Standard Oil – 22 ud af 26 konkurrenter i Cleveland via gæld og tilbageholdt indtjening.

Krisernes tid var endnu ikke forbi. Ovenpå Black Tuesday i 1873 faldt oliepriserne så kraftigt, at det i visse byer var billigere at pumpe olie end vand. Johns kontrære investeringsfilosofi kom igen til syne, da han benyttede muligheden for at opsnappe aktier i sine konkurrenter til udsalgspriser. Inden længe stod Standard Oil for 25% af Amerikas olieoutput, en procentsats der blot 4 år senere var på 90%. Spoler vi et lille årti frem, sad Standard Oil i slutningen af 1880’erne på 80% af det globale marked.

Med tiden blev Standard Oil kendt som Blæksprutten grundet dets mange datterselskaber og totale kontrol over olieindustrien. Præsident Roosevelt og et hav af aktivister advokerede for, at Standard Oil skulle brydes op som et led mod at bekæmpe monopoler. Roosevelt & Co. ”vandt” sagen, men med eneste følgevirkning at Rockefeller blev ubegribeligt meget rigere på denne baggrund. Da Standard Oil blev opløst i 1911, var der i stedet for ét selskab nu det tidligere moderselskab og 33 datterselskaber. Denne opsplitning viste sig at frigøre en enorm konglomeratrabat, som vi skal se i næste afsnit. Disse nu opsplittede datterselskaber blev bl.a. til nutidens giganter såsom ExxonMobil, Chevron og BP. Det er intet under, at Rockefeller familien fortsat oser af penge.

Rockefeller var … stinkende rig
Ovenstående vækst i Standard Oil var selvsagt korrelerende med væksten i Johns formue eftersom han sad på størstedelen af imperiets aktier. Forskellige steder i bogen ytrer forfatteren hvad Johns formue var på dit og dat tidspunkt. Jeg har samlet disse i en tidslinje nedenfor.

Man skønner at John blev millionær omkring 1870 i en alder af 31. Herfra tog formuen fart. I 1879 var Rockefeller-navnet at finde på listen over Amerikas 20 rigeste mænd med en estimeret formue på $18 mio. Ti år senere – 1889 – var John den rigeste med $150 mio. i aktiver. På dette tidspunkt estimerede man hans timeløn til $750 mens den gennemsnitlige årsløn var på $500.

I starten 1890’erne modtog Rockefeller årligt $3 mio. i udbytte, hvilket han driblede videre i en evigt-voksende portefølje af værdipapirer udenfor olieindustrien. John havde på tidspunkt store investeringer i eks. 16 jernbaneselskaber, 9 ejendomsinvesteringer, 6 stålvirksomheder, 6 dampskibsselskaber, 9 finansielle institutioner og 2 orangerier.

I midt-1890’erne høstede Rockefeller nu $10 mio. ind årligt via udbytter – dertil kom aktiestigninger på sine beholdninger, eks. tjente John $55 mio. på 9 måneder, da Standard Oil steg som en raket. På baggrund af denne historie døbte medierne titanen Mister Money Bags. Johns formue svulmede til $200 mio. omkring 1897.

Ved begyndelsen af det 20. århundrede havde John en årlig ubeskattet indtægt på $58 mio., hvilket svarer til en årsløn på $1,65 mia. i nutids-dollars.

Ti år senere blev Standard Oil som nævnt brudt op således at 34 selvstændige selskaber florerede på børsen fremfor ét. Denne kæmpe opsplitning afslørede en hidtil uset konglomeratrabat. Da Mr. Market fik lov at værdiansætte disse forretninger var Johns del af det tidligere Standard Oil ikke ‘blot’ $300 mio. værd, men $900 mio. I 1913 var John altså faretruende tæt på at være milliardær. Han hævder selv, at han aldrig var milliardær, men nyere research synes at konkludere, at han var den første med en formue over $1.000.000.000.

Uanset, så var Johns formue så stor, at han kunne have betalt 75% af landets samlede nationalgæld! Faktisk var John så rig, at han udlånte penge til bankerne! Ja, bankerne bad ham om lån. Under panikken i 1907 svor Rockefeller sågar, at han ville redde Wall Street (og nationen), hvis det måtte komme dertil.

Hvis vi antager, at John var millionær i 1870 og var $900.000.000 værd i 1913, så øgede John sin formue med 17,15% per annum i perioden. Det er slet ikke så tosset en kapitalforrentning.

Rockefeller var … en filantrop
At sidde på sådan en formue i en tid, hvor alting kostede ingenting, var skyld i en del øretæver i medierne. Folk betvivlede (med rette, ville det vise sig) hvorvidt formuen var opnået lovligt og etisk korrekt. Trods de ufine metoder bag formuens opbyggelse, gav John pengene videre på fineste kristne manér. Han donerede selv $530 mio. væk i sit liv. Hans søn, Jr., gav knap-og-nap det samme: $537 mio. Rockefellers godtgørende organisation gav ligeledes $540 mio. til diverse formål.

Trods de mange – mange! – PR-lussinger John & Co. måtte stå model til, har Amerika altså en smule at takke Rockefeller-klanen for.

This post is also available in: English