This post is also available in: English
Resumé
- Bogen cirkulerer omkring Joel Greenblatts Magic Formula. Formlen er baseret på Warren Buffets “fantastiske virksomhed til rimelige priser”-filosofi. “Rimelig pris”-faktoren defineres ud fra EBIT/EV. “Kvalitet”-aspektet cirkulerer omkring kapitalforrentning, return on capital (ROC), hvilket udregnings således: ROC = EBIT / (driftskapital + anlægsaktiver). Formlen er i bund og grund investorens rettesnor til “systematisk at finde over-middel virksomheder til under-middel priser.”
- Joel har oprettet en Magic Formula screener, der kan tilgås på www.magicformulainvesting.com. Fulgte man slavisk denne screeners output i en 17-års periode, havde du opnået et gennemsnitligt årligt afkast på 30,8%.
- Hvis du – ligesom jeg – begiver dig ud i udvælgelse af enkeltaktier, husk da Joels advarsel: ”At udvælge individuelle aktier uden at have en idé om, hvad du leder efter, er ligesom at løbe igennem en dynamitfabrik med en brændende tændstik. Du overlever måske, men du er stadig en idiot.”
Legendariske value investor Joel Greenblatt, der opnåede et gennemsnitligt årligt afkast på 50% – ja, 50%! – i de 10 år han rendte Gotham Capital, har skrevet en bog, der får dig til at tænke: “Det må være for godt til at være sandt!” The Little Book That Beats the Market cirkulerer omkring Joels Magic Formula, der har og efter sigende vil tæve ethvert markedsindeks.
The Magic Formula
Joel blev fascineret af Warren Buffetts investeringsfilosofi om, at købe “fantastiske virksomheder til rimelige priser.” Han studerede Berkshire Hathaways aktionærbreve for at finde en måde, at kvantificere disse to variabler: 1) “fantastiske virksomheder”, og 2) “rimelig pris”. Resultatet af dette studie blev en 2-variabels formel: The Magic Formula.Formlen rangerer, som nævnt, aktier på baggrund af to variabler, nemlig: 1) earnings yield (el. indtjeningsafkast), og 2) afkast på investeret kapital. Førstnævnte udregnes ganske enkelt ved at dividere EBIT med en virksomheds Enterprise Value (EV) (læs bogsammendraget af Deep Value for en beskrivelse af EV), eks. 1,20/12 = 10% earnings yield. Denne variable udgør “rimelig pris”-perspektivet. Jo højere procentsats, des bedre. Den anden variabel omhandler kvaliteten af virksomheden. Joel kvantificerer dette ellers subjektive spørgsmål via ROC (return on capital, eller forrentning af kapital), som udregnes således: ROC = EBIT / (driftskapital + anlægsaktiver). Kort fortalt, så afdækkes det med denne variabel i hvor høj grad ledelsen er i stand til at optimere indtjeningen relativt til den kapital, der er nødvendig for at drive virksomheden. Formlen er i bund og grund investorens rettesnor til “systematisk at finde over-middel virksomheder til under-middel priser.”
Det lyder simpelt, ikke sandt? “Simple is good”, som de siger, og det er tilsyndeladende sandt. Et studie viser, at en portefølje af 30 sådanne aktier ville have resulteret i et 30,8% årligt afkast over en 17-års periode. Uanset tidsperiode og markedssegmenter, så virker formlen, påviser Joel. For eksempel har Joel testet formlen i 169 forskellige tidsperioder. Det værste årlige resultat formlen generede var +11% relativt til markedets værste på -46%. Der blev altså aldrig tabt kapital med The Magic Formula. Du får altså markedstævende resultater med langt mindre risiko.
Det bliver bedre endnu..
Kan det blive bedre?! Ja, og det kan blive langt mere simpelt også. Joel har nemlig udviklet en service på www.magicformulainvesting.com, der spytter de 30 eller 50 bedste aktier ud indenfor en markedsværdigrænse. Joels ‘algoritme’ tildeler hver aktie en værdi på baggrund af førnævnte variabler. Ud af de 30 aktier, vil Virksomhed X måske blive tildelt en earnings yield score på 1, hvis aktien er den billigste i udtrækket. Hvis det samtidigt er den 15. højeste målt på ROC, er dens samlede score 16. Hvis Virksomhed Y scorer henholdsvis 5 og 6, er dens samlede score 11, hvorfor denne er at foretrække over Virksomhed X. Bemærk dog, at de er rangeret alfabetisk på Joels website – ikke efter score! Hvis du blot køber de eks. 30 aktier, som websitet spytter ud, vil du opnå markedstævende resultater. Dét er, hvad Joel hævder.
Til de skeptiske i blandt os
Joel er klar over, at det lyder for godt til at være sandt. Han ved, at der vil være skeptikere (såsom undertegnede) derude, der ønsker at grave dybere på egen hånd. Han giver dig i denne henseende en kort introduktion til at finde billige kvalitetsaktier via screeners: Tilføj kriteriet ROA på min. 15%, rangér efter lavest P/E og udelad da finans- og forsyningsvirksomheder. Når du har en liste over kandidater, er det på tide at se hver enkelt aktie efter i sømmene. Husk blot Joels råd, hvis du partout skal jagte på egen hånd, og ikke bare godtager hans Magic Formula screens output: ”At udvælge individuelle aktier uden at have en idé om, hvad du leder efter, er ligesom at løbe igennem en dynamitfabrik med en brændende tændstik. Du overlever måske, men du er stadig en idiot.”
Ak, det lyder himmelskønt blot at rebalancere sin portefølje én gang årligt ud fra et websites output, for derefter at læne sig tilbage, ikke sandt? Jo! Men, hvorfor har jeg så ikke selv benyttet mig heraf? Måske er jeg idioten med tændstikken i dynamitfabrikken, men jeg nyder jagten på investeringsidéer. Jeg synes det er interessant at sætte screens op og dykke ned i alle de potentielle kandidater, der præsenteres for mig. Jeg må dog indrømme, at det i bund og grund handler om at tjene penge, så måske bør jeg overgive mig til The Magic Formulas output? Kun tiden kan vise, om jeg kigger melankolsk tilbage til dette blogindlæg og tænker: “Hvorfor fulgte du dog ikke instruktionerne?!” Om ikke andet, så er det en knivskarp bog, skrevet i en underholdende tone og med masser af underbyggende eksempler. Selv hvis du ikke ‘køber’ bogens hovedbudskab, er der en interessant gennemgang af udvalgte nøglebegreber vedr. jagten på den gode virksomhed.
This post is also available in: English