This post is also available in: English
Resumé
- Forfatteren forsøger at indprente følgende mantra ind i læserens bevidsthed: “Man køber ikke en aktie, man køber en forretning, or når man køber en forretning, kend forretningen (og den involverede risiko).”
- Analytikere bør ikke tage værdiansættelsesmodeller for bogstaveligt. Man bør i stedet anvende disse til at udfordre aktieprisen samt afdække hvor meget af en akties pris, der er rodfæstet i fundamental værdi og hvor meget, der afhænger af forventninger, eller “spekulativ værdi”.
- Objektive målestokke til fastlæggelse af risiko er en vildfarelse. Risiko er usikkerhed, og dermed en personal opfattelse, der afviger fra investeringsidé til investeringsidé.
Stephen Penman har skrevet en temmelig teknisk bog med massevis af værdiansættelsesmodeller, udregninger samt regnskabs- og værdiansættelsesprincipper. Disse principper og visdomsord er dette bogsammendrags fokus.
En ejers fokus og koncentration
Stephen fremhæver et særligt citat gentagne gange igennem bogen, og det er i sandheden værd at repetere: “Man køber ikke en aktie, man køber en forretning, or når man køber en forretning, kend forretningen (og den involverede risiko).” (p. 19) Disse vise ord indeholder et ton af lektioner.
Først og fremmest, så stadfæstes den efterhånden velkendte opfattelse, at en aktie ikke blot er et stykke papir, du håber på at dumpe til et “større fjols” senere. Det bør snarere anses som et bevis på et proportionelt ejerskab i en virkelig forretning.
For det andet, hvis du erhvervede dig vaskehallen rundt om hjørnet, ville du selvsagt udvise rettighed omhu. Du ville spørge dig selv: Hvad er succeskriterierne for en vaskehal? Hvordan kan virksomheden vækste? Hvem er mine konkurrenter? Hvilke andre risici kan true min forretning? At spørge og besvare sådanne spørgsmål er vitalt for at opnå succes som forretningsmand – og ligeså vigtigt for en investor, der erhverver sig andele i børsnoterede virksomheder.
For det trejde, for at kende en forretning, bør man studere den og dets industri. Da du ikke i sandheden kan kende mange forretninger, må du fokusere på få, der ræsonnerer hos dig, og koncentrere din energi og kapital på disse. Stephen citerer Keynes til at cementere denne pointe: “At antage, at sikkerhed først kommer fra at have et lille sats i et stort antal forskellige virksomheder, hvor jeg ikke har noget information til at opnå en god vurdering, sammenlignet med at have en substantiel andel i en virksomhed, hvor ens information er dækkende, slår mig som en investeringspolitiks travesti.”
Disse pointer peger alle tilbage på det ældgamle value investing dogme: tænk som en ejer!
Værdiansættelse er udfordring af pris
På s. 164-165 findes en liste over alle regnskabs- og værdiansættelsesprincipper, der præsenteres i løbet af bogen. Dog mener jeg, at at de bedste principper fandtes i de små ‘godbidder’ Stephen efterlod hist og her.
Blandt andet lærer Stephen læserne, at relativt prisfastsættelse, hvor et aktivs pris/kurs fastlægges ud fra prisen på et lignende aktiv (eks. én akties pris vs. en konkurrents aktie) er dårlig skik. At fastslå A er X værd fordi B er Y værdi er ikke en holdbar måde, at estimere en virksomheds fundamentale værdi.
Apropos, Stephen virker en anelse tøvende omkring netop dét: fundamental værdi. Han råder analytikere til, ikke at tage værdiansættelsesmodeller for bogstaveligt. De bør i stedet anvendes til at udfordre en akties pris: “Værdiansættelse er ikke et spil imod naturen, men et spil mod andre investorer, og man begiver sig videre ved først at forstå, hvordan andre tænker.” (s. 80) I forlængelse heraf, Stephen argumenterer for, at man ikke bør forsøge at ankomme til en specifik ’sum’ (værdi), men snarere anvende modeller til at fastslå hvor meget af en akties pris, der er rodfæstet i fundamental værdi og hvor meget, der afhænger af forventninger, eller “spekulativ værdi”. Hvis der ikke er en masse vækstforventninger bagt ind i aktiens pris, er det muligvis et godt valg. Kort fortalt: “Fasthold attituden, at du ikke beregner en “fundamental værdi”, men snarere udfordrer markedsprisen. Det handler om, at acceptere eller afvise markedsprisen.” (s. 146)
Risiko er usikkerhed
I forhold til den gode gamle debat om risiko og afkast, har Stephen et glimrende perspektiv: “Investering […] er et spørgsmål om at bytte downside risiko for upside potentiale.” (s. 130) Det er selvsagt en flyvsk udtalelse, men risiko er flyvsk. Stephen mener ikke, at der findes en objektiv målestok til fastlæggelse af en risikopremium. Risiko er “usikkerhed” (s. 140), og dermed en personal opfattelse, der afviger fra investeringsidé til investeringsidé. Disse overvejelser følger Warren Buffetts famøse citat: “Risiko kommer fra ikke at vide, hvad du laver.”
For at færdiggøre cirklen, husk at investorer reducere risici ved at “kende forretningen og den involverede risiko.”
This post is also available in: English
