This post is also available in: English

I 1841 udgav Charles Mackay dette monstrum af en bog om massepsykologi. Den dækker en bred vifte af områder, fra spådomstkunst, hjemsøgte huse og hekseri. Trods at disse fortællinger er instrumentelle ift., at cementere hvor bizarre historier mennesket kan overbevises til at tro på, vil jeg fokusere dette indlæg på et par af kapitlerne om økonomiske bobler.

Mississippikompaniet
Da Louis XIV døde i 1715, var det hertugen af Orleans, der tog styringen af den dybt forgældede franske nation. Landet skyldte mere end 3.000 mio. livres, og bragte blot 3 mio. ind årligt. Hertugen var ikke i stand til at håndtere situationen. Han hidkaldte John Law, en ludoman, der var udstødt fra alskens byer. Han rådgav hertugen til, at give sig bemyndigelse til at etablere en bank, der skulle styre landets finanser, herunder udstedelse af obligationer og pengesedler.

Grundet John Laws success i denne henseende gav hertugen endvidere John bemyndigelse til at etablere et selskab, der ejede handelsprivilegierne til Mississippi og Louisiana i 1717. 200.000 aktier á 500 livres stykket blev udstedt i Company of the Indies. På grund af Johns opfattede success med Banque Générale blev løfterne han ytrede på vegne af det nystiftede aktieselskab stolt på blankt. For eksempel satte ingen spørgsmålstegn ved løftet om et årligt udbytte på 200 livres, der kom med udstedelsen af yderligere 50.000 aktier i 1719. “Befolkningens entusiasme […] kunne ikke modstå en vision så strålende.” (s. 14) Dette blev understreget yderligere, da 300.000 aktier igen blev udstedt – denne gang med et prismærke på 5.000 livres hver.

Aktien steg ofte 10-20% i løbet af få timer. Charles portrættere en historie, hvor en større aktionær i selskabet sender sin tjener ned til Frankrigs Wall Street, Jardin de Soissons, for at sælge 250 aktier til den på tidspunktet noterede værdi af 8.000 livres per aktie. Da tjeneren ankom var prisen 10000; en difference på 500.000 livres, når man sidder på 250 aktier. En difference, som tjeneren stak i lommen og red mod solnedgangen. “Både de højeste og de laveste samfundsklasser var fyldt af en vision om grænseløs velstand.” (s. 15)

Da den sædvanlige “det kan ikke fortsætte forevigt”-hvisken bredtes, ønskede folk at hjemtage gevinster. Folket ønskede dog at hjemtage deres gevinst i mønter, ikke papirpenge/sedler. Problemet var blot, at aktiens markedsværdi var 2.600 mio. livres på toppen – en sum, der var dobbelt så stor som det antal mønter, der eksisterede i hele landet. Da John Law styrede både Banque Générale og Company of the Indies, havde han hidtil trykt penge i førstnævnte så befolkningen kunne købe aktier i sidstnævnte. Da befolkningen nu ikke ønskede sedler, forsøgte John at ‘kontrollere’ aktieselskabets evindelige nedtur ved at 1) stoppe trykningen af penge, 2) og halverer virksomhedens værdi i 1720. Dette ‘kontrollerede’ eksperiment gav bagslag, fælt. Aktien faldt hurtigt 95% inden det enorme gældsbjerg i virksomheden måtte absorberes af staten, der måtte hæve skatterne for at imødekomme forpligtelserne.

Tulipmanien
Omkring år 1600 blev tulipaner et statussymbol for de velstående hussande i Tyskland og Holland. Prestigen ved at have tulipaner i hjemmet blev øget hvert år “indtil det blev anset som et bevis på dårlig smag hos enhver velstående mand ikke at have en kollektion af dem” (s. 89) i 1634. Middelklassen, der var ivrig efter at tage del i de riges statussymboler, begyndte at blive tiltrukket af disse eksotiske blomster. Undervejs gik de fra et statussymbol til finansielt spekulationsinstrument, og priserne steg som en raket til 100.000 florins for 40 tulipanløg i 1635. På dette tidspunkt stod Hollands sædvanlige industrier stille hen, siden alle søgte mod tulipanhandlen. I mangel på de store kontantsummer, det krævede at erhverve sig tulipanløg, likviderede, pantsatte eller byttede folk deres aktiver og ejendele. Det siges, at der blev tilbudt 4 hektar byggegrunde af højeste kvalitet for ét Harlaem tulipanløg (en sjælden sort, tilsyneladende). Charles beskriver galskaben således: “Folk fra alle lag konverterede deres ejendele til kontanter, og investerede i blomster. Huse og land blev tilbudt til ruinerende lave prise, eller overdraget som betaling i studehandler på tulipanmarkedet.” (s. 94)

Hvordan endte det? På samme måde, som sådanne bobler altid ender: “Til sidst begyndte de fornuftige at indse, at denne dårskab ikke kunne vare ved for evigt. […] Det blev indset, at nogle måtte tabe frygtsomt i sidste ende. Da denne overbevisning spredtes, faldt priserne for aldrig at stige igen. Tiltroen var destrueret og en universel panik greb forhandlerne. […] Gråden af nød rungede overalt, […] og mange repræsentanter fra en nobel slægt så deres formuer ruineret.” (p. 95)

Ikke-lærte lektioner
Hvad kan vi lære fra disse ældgamle historier om mani? Masse. Hvad har vi faktisk lært? Intet, synes det. Menneskeheden overbevises let, hvilket leder til relativt hyppige bobler. Dot-com boblen er et glimrende eksempel på hvorledes markedsdeltagere drev priserne af værdiløse aktiver til månen. Interessant nok, så er Bitcoin og kryptovalutamarkedet dén aktivklasse, der er steget mest hidsigt nogensinde. Er det en bobbel? Den passer om ikke andet ‘perfekt’ ind i de skabeloner, der præsenteres i Irrational Exuberance og Manias, Panics, and Crashes. Men er det virkelig anderledes denne gang? Det vil tiden vise, men hvis det viser sig at være tilfældet, så har vi i sandheden ikke lært meget i de sidste håndfuld århundreder.

Lad os ende dette indlæg med Charles’ formentligt mest citerede frase: “Det siges, at mænd tænker i flok; de bliver gale i flok, mens de genfinder fornuften langsomt, en ad gangen.”

This post is also available in: English