This post is also available in: English

Jeg må sige dette lige fra starthullerne: The Education of a Value Investor er en helt igennem fantastisk bog. Det er en ærlig og ydmyg fortælling om hvorledes Guy spier forvandledes fra en grådig Gordon Gekko wannabe med en tvivlsom morale til en afdæmpet value investing manager, hvis mål i livet er opbyggelse af personlig goodwill igennem venlige gestus. Det er ikke en investeringsmanual, men snarere et memoir om en investors personlige forandringer og de lektioner, han har lært på vejen.

Fra en uetisk yuppie..
Guy havde et særdeles imponerende CV, da han først trådte ind på arbejdsmarkedet. Han gennemførte sin bachelor på det prestigefyldte Oxford University i London efterfulgt af en kandidatgrad fra Harvard. Han følte efter dimittering, at “verden skyldte mig et godt liv som belønning for, hvor fantastisk jeg var.” Han var åbenlys kæphøj og spækket med selvtillid. Han ønskede at tjene penge – mange penge. Han var med hans egne ord, en Gordon Gekko wannabe; en ambitiøs, ung og grådig fyr, der ønskede at klatre op af Wall Strett stige samt akkumulere alle dertilhørende velstandssymboler.

Han kunne have fået foden indenfor hos ethvert Wall Street firma. Selvom Guy blev advaret om en investering i D. H. Blair grundet dets blakkede ry, underskrev han en ansættelseskontrakt hos dem, da dette synes som den hurtigste vej mod rigdom. Omdømmet af D. H. viste sig at være velfortjent. Kulturen var giftig – en sand Wolf of Wall Street udstråling, hvor profit trumfer etik. Firmaet blev langt om længe dømt skyldig i bedrageri med handel af værdipapirer. Under sin ansættelse hos D. H. Blair følte Guy at miljøet havde korrumperet hans sind. Han var ikke synderligt stolt af manden, han så i spejlet.

.. til en goodwill-høster
Under Guys ansættelse hos D. H. begyndte han at læse The Intelligent Investor og Buffett: The Making of an American Capitalist. Value investing filosofien samt Warren Buffetts adfærd ræsonnerede hos ham. Guy indså at han ville gå moralsk i forfald såfremt han blev hos D. H. Blair – en skarp kontrast til den altid etisk-korrekte Warren. Han sagde op, og forlod omsider det giftige miljø.

Der var blot et problem. Hans eget omdømme blev destrueret sammen med D. H. Blairs. Han var ikke i stand til at lande et job et eneste sted på Wall Street trods hans ellers imponerende CV. Han var et “havareret produkt”. En dag ringede Guys far og bad ham investere en sum penge for sig og to forretningskammerater. Med en pulje på $15 mio. i aktiver under forvaltning, var Aquamarine Fund kickstartet.

Måden hvorpå Guy bestyrede sin fond og sig selv stod i dyb kontrast til hans Wall Street ‘way of life’. Ovenpå en snak med en bilsælger, der skrev ‘god ferie’-kort til sine kunder, startede Guy med at skrive kort og sende gaver til basalt set enhver person, han ønskede at takke for noget: et god måltid, en invitation til en konference, til forfattere af en god bog, etc. Disse gestus lærte Guy at værdsætte forrentning af personlig goodwill. Han skrev engang et takkekort til Mohnish Pabrai (forfatteren af The Dhandho Investor), hvilket viste sig at være en livsændrende beslutning.

Mohnish og Guy blev nære venner. Nogle år inde i venskabet bød de i fællesskab på en velgørenhedsfrokost med Warren Buffett (hvilket er temmelig ironisk siden Guy fik muligheden for at høre Warren tale gratis under sin tid på Harvard, men Guy troede på tidspunktet, at Warren var et glorificeret og heldigt individ). Trods frokostens pris på $650.100, var det alle pengene værd. Guy lærte at leve efter et indre scorekort og finde fred i sig selv.

Det schweiziske Omaha
Warren er kendt for sit Omaha-kontor, som er milevidt fra den hektiske Wall Street scene. Ovenpå frokosten med Warren ønskede Guy ligeså et fristed, så han flyttede til Zürich i Schweiz. I sit eget hjørne af verden påbegyndte han processen om, at forbedre sit value investing framework og sin fremgangsmåde til markederne. Han formulerede bl.a. otte regler:

1. Hold op med at tjekke aktiekurserne.
2. Hvis nogle forsøger at sælge dig noget, lad være med at købe.
3. Tal ikke med ledelsen.
4. Indsaml investeringsresearch i den rigtige rækkefølge (start med de ‘objektive’ dokumenter såsom kvartals- og årsregnskaber før du læser artikler og pressemeddelelser).
5. Diskuter kun dine investeringsideer med folk, du stoler på.
6. Køb og sælg aldrig aktier, når markedet er åbent.
7. Hvis en aktie falder efter dit køb, sælg da ikke indenfor to år.
8. Tal ikke om dine nuværende investeringer.

Udover disse regler begyndte Guy at udforme en investeringstjekliste. Hver gang han lærte noget fra sine succeshistorier eller fiaskoer, hvilket kunne karakteriseres som en generel lektion, tilføjede han læringen til sin tjekliste. Listen omfatter i dag mere end 80 spørgsmål, som Guy slavisk går igennem inden en investeringsbeslutning for at “undgå åbenlyse og forudsigelige fejl [samt] forhindre min upålidelige hjerne fra at overse nogle potentielle faresignaler, som jeg kunne have misset.”

The Education of a Value Investor er, som nævnt, ikke en manual med ‘håndgribelige’ lektioner og investeringsværktøjer. Den er dog pakket med visdom og take-aways om livet – og du vil helt sikkert lære en ting eller to om investering også.

This post is also available in: English