Boganmeldelse af Michael Lewis' "Liar's Poker"

Boganmeldelse

Liar’s Poker

december 3, 2017

This post is also available in: English

Resumé

  • Liar’s Poker var et udbredt spil på Wall Street i 70’erne og 80’erne. I en omgang med eks. fem deltagere, ville alle hive en $100-seddel op ad lommen. Alle ville hernæst forsøge at gætte “hvor mange af en slags” (eks. 2’ere, 4’ere eller 6’ere), der er på samtlige sedlers serienumre sammenlagt. Før eller siden vil en sige: “Det er løgn.” Hvis det er løgn vinder vekommende; hvis ikke, så er vedkommende ud. I en mindeværdig udfordring af Liar’s Poker, var et $10 mio. sats ved at komme på tale.
  • Hver gang en virkningsfuld hændelse sker, bør du hurtigt spørge dig selv: “Hvad nu hvis?” Tænk hurtigt, og tænk fremad, så kan du måske tjene en skilling på kartofler (jf. historien nedenfor).

Uden sidestykke den sjoveste bog, jeg nogensinde har læst. Forfatteren, Michael Lewis, var en trader hos Salomon Brothers i slutning af 70’erne og 80’erne, da det amerikanske obligationsmarked buldrede derud. Måden Michael beskriver kulturen og de finansielle produkter, de opfandt, er ganskevist foruroligende men samtidig uhørt morsomt. Jeg vil i dette indlæg forsøge at gengive galskaben, men jeg kan umuligt yde bogen retfærdighed, så jeg har et klart budskab: læs den!

Rangstien: Fra hvallort til storsvingende pik
Ung, uafprøvet og ukvalificeret. Det er vist ret repræsentativt for den måde, Michael Lewis beskriver sig selv, da han startede sin karriere hos Salamon Brothers som trainee. Man er, som trainee, slave til alle traders. Man anses ikke som mere end en menneskelig madbakke, der gentagne gange dagligt beordres til at hente hamburgers til hele afdelingen. Man er, som en af de højere herre fortalte dem på introduktionsugen, “hvallort på bunden af havet.” (s. 55) Herfra kan man bevæge sig op ad rangstien til “flammende røvhul” (s. 85) og en “nørd, der æder prutter fra svaner” (s. 180). Den absolutte ære, man kunne opnå – den højeste rang i Salomon Brothers – var en Big Swinging Dick. Hvis du var en storsvingende pik, var du toppen af poppen, creme de la creme. Du blev anset og hyldet som en gud. Én, der kunne skille sig af med millionervis af finansielt affald til ‘kunder’, så de – og ikke Salomon Brothers – tog et massivt tab. Michael selv fik opkaldet fra seniorledelsen, der informerede ham om hans nyvundne Big Swinging Dick-status, da han havde solgt $86 mio. værdiløse obligationer til en rig franskmand – “den fucking frø”, som han blev omtalt.

Løgn på steroider: Liar’s Poker
De fleste kender vel terningespillet løgn. Du ved, spillet hvor en håndfuld gutter sidder omkring et ølfyldt bord med hver sit bæger, der indeholder 5-6 terninger. Alle slår, og så gælder det ellers om at gætte, hvor mange der er af en slags eller bestemt variant. En spilsekvens går oftest noget i stil med: “Otte 2’ere.” “Ni af en slags”. “Ni 5’ere.” “Ti af en slags”. Således fortsætter det indtil en kalkulerende sjæl melder: “Dét tror jeg ikke på – løgn!” Alle løfter bægeret, og meldingen meldes enten sand eller falsk. Vedkommende der taber, må undlade at smide en terning mens de øvrige trækker en fra. Hos Salomon Brothers havde man sin egen variant af denne klassiker, kaldet Liar’s Poker. Michael eller en hvilken som helst anden trader, kunne prikke en gruppe traders på skuldrene og sige: “Liar’s Poker, $100”. Alle var da nær påtvunget at smide hvadend de havde i hænderne, trække en seddel op af lommen, og spille et frisk slag Liar’s Poker om $100. Spillet går i al sin enkelthed ud på, at alle tager et hurtigt kig på sin seddels serienummer. Det kunne f.eks. være A12345678B. Man vædder herefter på, hvor “mange af en slags”, der er. Man spiller nøjagtigt ligesom løgn indtil der er én vinder, som render med de eks. $500 såfremt 5 traders deltog i runden.

Den mest vanvittige runde af Liar’s Poker berettes i kapitel 1 af bogen. Her træder den administrerende direktør, John Gutfreund, ind til kongen af Liar’s Poker og topboss i Salomon Brothers, John Meriwether. “Liar’s Poker, $1.000.000, ingen tårer”, siger CEO’en. Meriwether var ikke i tvivl om, at Gutfreund mente det. Meriwether vidste, at han var bedre til sandsynlighedsregning, og dermed bedre til Liar’s Poker, end Gutfrend. Men, alt kan jo ske i ét spil, og Gutfreund kunne jo være heldig. Desuden var han rædselsslagen for at vinde over Gutfreund eftersom han var ypperstechefen. I et forsøg på at komme ud af det uden at virke som et skvat, siger Meriwether: “Hvis vi skal spille om den slags penge, kan vi ligeså godt gøre det ordentligt. $10 mio.” Gutfreund overvejer det i noget tid inden meldingen kommer: “Du er vanvittig”, hvorefter han forlader lokalet.

Opfindelsen af finansielle produkter (eller affald)
Da Salomon Brothers ganske enkelt havde udtømt ethvert tænkeligt obligationsmarked for al handel, var det nødt til at gøre noget i bestræbelserne på at øge omsætningen. De måtte opfinde et marked. Hvis du har læst mit indlæg, Finanskrisen 101, husker du måske at Lewis Ranieris’ ansættelse hos Salomon Brothers startede en lavine af elendighed. Lewis spiller da også en hovedrolle i Liar’s Poker. Problemet i sin tid var, at der skulle skabes nogle produkter til de store investeringsbanke og pensionskasser. Dét Salomon Brothers gjorde var, at samle en frygtelig masse huslån i nogle pakker, kaldet CMO’er (collateralized mortgage obligations). Detaljerne kan læses i førnævnte indlæg, for nuværende skal du blot vide, at det var nogle skrækkelige derivativer udelukkende designet til at traders og lederne i Salomon Brothers kunne fore sine egne lommer. Disse pakker endte også med at blive nogle varme kartofler, der blev solgt til et større fjog i nogle absurde studehandler. En trader siger det meget rammende, da han skriger til sine kolleger: “Kom nu! Vi sælger ikke sandheder!”

Hvad nu hvis?
En af de mere lærerige episoder i bogen er en udveksling mellem Michael og hans kollega Alexander. Alexander var en toptrader, og utvivlsomt dén Michael fremhæver som mest intelligent i galehuset Salomon Brothers. Han forklarer Michael hvorfor han altid skal spørge sig selv: “Hvad nu hvis?” Han forklarer f.eks., at da Chernobyl-katastrofen ramte, ringede Alexander til Michael. Han ræssonerede, at hvis efterspørgslen på atomkraftenergi faldt, så måtte efterspørgslen efter olie stige. Han skyndte sig derfor at købe oliefutures ovenpå en overbevisning om, at oliepriserne ville stige. Få minutter senere ringede han igen til Michael og sagde: “Køb kartofler!”, og lagde på. Snarligt efter gik der en mediestorm i gang, der forklarede hvorledes at al europæisk landbrug ville blive inficeret af atomudbruddet, hvorfor efterspørgslen efter uinficerede amerikanske grøntsager ville stige. I begge tilfælde fik Alexander ret, og han tjente en formue til sig selv og sine kunder. Moralen? Tænk hurtigt, tænk fremad.

Denne bog beskriver ganske enkelt fabelagtigt og underholdende hvilken vanvittig, sygelig og egocentrisk kultur, der hersker på Wall Street. Beskrivelsen af den komplette mangel på takt og tone (f.eks. tændte en leder af Salomon Brothers et mindre bål på sit restaurantbord for at riste sin sushi, da han havde et forretningsmøde med en japaner) blandet med Michaels beretning om, hvordan hans sjæl blev korrumperet af miljøet, overbeviser mig om én ting: Pas på med, hvad Wall Street forsøger at bilde dig ind – de høje herrer i de høje bygninger har én interesse: sig selv.

This post is also available in: English

6 likes

Din e-mailadresse vil ikke blive vist.

Bevis, at du ikke er en robot *

x
'Like' dhandho.dk på Facebook for at få serveret bl.a. aktieanalyser og bogsammendrag i dit feed.